Brand i udskur: Frituregryde er mulig synder
Brandfolk fik forhindret flammerne i at sprede sig til sommerhus
Kort efter klokken seks mandag aften blev Beredskab og Sikkerhed på Djursland kaldt ud til en brand i et sommerhusområde.
Det var på Rylevej ved den lille by Store Sjørup nær Ørsted på det nordligste Djursland, hvor sommerhusets ejer havde været nødt til at alarmere brandvæsnet.
Flammerne havde fået fat i et udskur i forlængelse af sommerhuset, som brandfolkene hurtigt skulle have styr på.
- Ilden var gået op gennem taget. I første omgang frygtede vi, at det ville sprede sig til hele sommerhuset, siger indsatsleder Jan Lindstrøm til tv2oj.dk:
- Til alt held var der ingen vinduer i skuret, så det lykkedes os at holde flammerne væk.
Vaks overbo slukkede brand i lejlighed
Branden blev slukket, men udskuret stod ikke til at redde. Til gengæld slap selve sommerhuset med mindre røg- og sodskader.
Videoen øverst i artiklen er filmet af Local Eyes
Sommerhuset fungerer ifølge indsatsleder Jan Lindstrøm som en helårsbolig, og beboerne var hjemme, da branden brød ud. Ejeren havde også selv et bud på, hvad årsagen kunne være.
- Han fortalte, at det måske kunne skyldes en frituregryde. Han havde lige været ude i skuret for at lave pomfritter, siger han.
Du kan se en video fra brandfolkenes arbejde ved sommerhuset i afspilleren øverst i artiklen.
På kortet nedenfor kan du se det sommerhusområde, hvor branden opstod: