Brand i Skanderborg: Fnuller antændte vasketøj på sofa

Brandmærke på sofa og svitset lak på gulvbrædder var resultatet af en mindre brand i Skanderborg

Foto: Google Maps

Det er jævnt kedeligt at ordne vasketøj, men det forbindes normalt ikke med at være en farlig arbejdsopgave. Det kunne dog være gået grueligt galt i Skanderborg fredag aften.

Her havde en kvinde besluttet sig for at vaske tøj i fælleskælderen på Christen Kolds Vej 15, og da hun havde bragt sit vasketøj op til lejligheden på anden sal, placerede hun det i sofaen.

Kort efter var der ild i tøjet, og hun ringede efter brandvæsenet.

- Hun havde tørret sit tøj i en industritørretumbler, og mit bedste bud er, at noget fnuller har ligget og ulmet i tøjet, hvorefter det var brudt i brand. Der blev smidt en grydefuld vand på tøjet, og derefter blev det smidt ud på altanen, fortæller indsatsleder Dan Jensen fra Østjyllands Brandvæsen til tv2oj.dk.

Hus totalskadet efter brand i soveværelset

Ilden havde nået at efterlade et brandmærke på sofaen, og lakken på guldbrædderne blev også svitset lidt, men branden var slukket, da Dan Jensen og kollegerne ankom til stedet, og de kunne derfor koncentrere sig om at lufte ud.

- Røgen var trængt ud på trappen, og der stod folk i opgangen. De kom udenfor i en periode, til vi havde styr på situationen, og de stod der vel i max 10 minutter. Vi kontrollerede, at der ikke var nogen i lejlighederne, der havde det skidt, forklarer Dan Jensen.