Brand i rockerborg kan skyldes fest
Den brand som natten til søndag raserede den tidligere rockerborg i Randers kan skyldes en gruppe festglade unge.
Randers Amtsavis skriver onsdag, at naboer til den udbrændte rockerborg i Randers har set unge holde fest i de tomme bygninger kort før branden brød ud natten til søndag.
Politiet leder nu efter de unge fra festen i rockerborgen.
Østjyllands Politi i Randers, der efterforsker branden på Hells Angels' tidligere rockerborg på Gl. Jennumvej 3 i Randers, har fået henvendelser fra beboere i området, der har oplyst, at den tomme bygning aftenen før ikke var så tom endda.
- Vi har hørt, at der skulle have lydt høj musik fra bygningen om fredagen, altså aftenen før branden. Her skulle der også være set unge på stedet. Vi har også hørt, at større børn og unge har været i de tomme bygninger dagene op til branden, hvor de måske har hængt ud eller leget, siger vicepolitikommissær Hans N. Kortbek, Østjyllands Politi i Randers.