Brandvæsenet var massivt til stede ved brand i Ridehuset
Tirsdag aften var brandvæsen og politi massivt til stede ved Ridehuset i færd med at slukke en brand i bygningen
Østjyllands Brandvæsen var tirsdag aften i gang med at slukke en brand i Ridehuset i Aarhus. Kort før klokken halv ti opdager en borger branden i den fredede bygning.
- Det kommer som en 112-alarm, at en borger ser røgudvikling fra taget. Og ved nærmere eftersyn kan man se nogle flammer inde i Ridehuset, siger John Korsbak, indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Kort efter alarmopkaldet var brandvæsenet og politiet massivt til stede ved Ridehuset.
- Vi bryder ind gennem en dør, umiddelbart kan vi kun se den kraftige røg op igennem taget. Og da vi får åbnet er Ridehuset meget fyldt med røg derinde. Vi trænger ind med røgdykkere og får slukket branden derinde, siger John Korsbak, indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Blot en time efter udrykningen kunne brandvæsenet så melde, at der er kontrol over branden. Nu skal Østjyllands Politi så undersøge, hvad brandårsagen er.
Fredet bygning
Ridehuset er placeret på Vester Allé mellem Aarhus Rådhus og kunstmuseet ARoS. Bygningen blev opført i 1860 som en del af Vester Allé Kaserne. Kasernen blev nedlagt i 1969.
I dag er bygningen fredet og fungerer som ramme som ramme om kulturelle arrangementer og messer. I øjeblikket er der juleudstilling i bygningen.
Men indsatslederen forventer ikke, at man vil kunne besøge udstillingen onsdag.
- Med den sorte røg, der har været derinde, så er der en masse effekter derinde, der skal gøres noget ved. Vi har tilkaldt skadeservicefirma for at prøve at kigge på, om der er nogle skader på bygningen, som der skal gøres noget ved, og de tager over, når vi er færdige, siger John Korsbak.
I videoen over artiklen kan du se, hvordan det så ud, da brandvæsenet og politiet var til stede under branden i Ridehuset tirsdag aften.
I videoen herunder kan du se interviewet med indsatsleder ved Østjyllands Politi, John Korsbak.