Brand i rækkehus
Ung mand advarede naboerne
Mandag aften blev Aarhus Brandvæsen kaldt ud til Højbjerg ved Aarhus, hvor der var opstået en brand i et rækkehus ved Sadelmagertoften.
- Der var en brand i et rækkehus på to etager. Det er en ung mand, der bor i lejligheden. Han vågnede op på grund af ilden, og han forsøgte at slukke den. Da han ikke kunne dette, slog han alarm og advarede naboerne, siger Bjørn Christensen, der er indsatsleder ved Aarhus Brandvæsen.
Den unge mand i lejligheden måtte efterfølgende tilses, da han havde været udsat for en del røg.
- Det havde brændt godt, og der var en del røg. Ilden havde især fat i en sofa og andet møblement, siger indsatslederen.
Han oplyser, at man på nuværende tidspunkt ikke med sikkerhed ved, hvordan branden er opstået.
Aarhus Brandvæsen fik meldingen om branden kort før klokken 21.00.