Brand i motor stoppede tog

Passagererne måtte flyttes fra lyntog, efter toget nær Skanderborg var begyndt at ryge kraftigt.

Togdriften mellem Horsens og Skanderborg blev onsdag formiddag standset, da der udbrød brand i motoren på et lyntog nær Skanderborg. Ifølge Skanderborg Politi foregik det helt udramatisk.

- Der er styr på det og ingen fare for passagererne, sagde vagthavende hos politiet.

Ifølge DSB var det et IC3-tog, der pludseligt begyndte at udvikle kraftig røg fra udstødningsrøret. Den præcise årsag til motorbranden kendes ikke.

De 120 passagerer blev flyttet over i et andet togsæt, hvor de kunne vente, mens brandvæsnet fik slukket ilden.

- Men vi forventer, at der vil være aflysninger og forsinkelser resten af dagen, siger Tonny Bispeskov fra DSB's trafikinformation. /ritzau/