Brand i møbel-forretning i Aarhus
10 brandmænd rykkede ud, da der gik ild i tagkonstruktionen
En brand i de elektriske installationer bredte sig lørdag formiddag til tagkonstruktionen i en møbelforretning i det vestlige Aarhus.
Ifølge Aarhus Brandvæsen var der gået ild i en eltavle i en bygning på Holmstrupgårdvej i Brabrand. Bygningen indeholder både en møbelforretning og en mindre købmand.
Brandvæsenet fik meldingen om branden kl. 9.15. Der blev straks sendt 10 brandmænd af sted til den brændende bygning.
Brand hærgede landejendom i Tebstrup
- Da vi kom derud, havde ilden bredt sig til del af tagkonstruktionen. Vi blev derfor nødt til at skære noget af taget væk for at nå ind til ilden og få den slukket. Det tog cirka en time, inden ilden var slukket, siger indsatsleder Anders Jensen fra Aarhus Brandvæsen til tv2oj.dk.
Et skadeservice-firma rykkede senere lørdag ud for at få afdækket de dele af bygningen, der var berørt af branden. Senere skal skaderne udbedres.