Brand i lejlighed i Randers: Stearinlys væltede

Beredskab og Sikkerhed i Randers måtte her til aften rykke ud til en brand i en lejlighed, der var startet ved et væltet stearinlys

En brand startede her til aften i en lejlighed på Garnisonsvej i Randers NØ. Branden startede, da et stearinlys væltede. Arkivfoto.

En brand i en lejlighed på Garnisonsvej i Randers NØ måtte her til aften slukkes efter et stearinlys var væltet. Brandvæsenet modtog alarmen klokken 20.38.

Branden havde nået at udvikle sig i sådan en grad, da brandvæsenet ankom, at resten af opgangen måtte evakueres, hvis branden skulle bredde sig fra lejligheden. 

Resten af opgangen måtte evakueres, da et stearinlys startede en brand i lejlighed på Garnisonsvej i Randers NØ. Foto: Google Maps

- Nu er branden helt slukket. Men lejligheden er meget sodskadet. Beboeren kommer i hvert fald nok ikke til at kunne holde jul i lejligheden i år, siger Per Allan Nielsen, der er indsatsleder for Beredskab og Sikkerhed i Randers.

Pas på juledekorationerne

Branden er startet, da et tændt stearinlys væltede i lejligheden. Per Allan Nielsen opfordrer til, at man holder et vågent øje, hvis man har levende lys i sit hjem:

- Man skal passe rigtig godt på. Særligt i disse tider, hvor mange har juledekorationer med lys stående. Lysene skal slukkes, hvis man forlader rummet eller bliver træt, så man ikke falder i søvn og glemmer det, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Politiet opgiver at finde narkohunden Pablos kidnappere

Beboeren i lejligheden er sendt til kontrol for røgforgiftning på hospitalet. Branden er fuldkommen slukket, og brandvæsenet venter nu blot på Skadeservice. 

Beredskab og Sikkerhed i Randers modtog her til aften en anmeldelse om en brand i en lejlighed på Garnisonsvej i Randers. Foto: Google Maps