Brand i lejlighed i Aarhus

En defekt dyppekoger var søndag skyld i en brand

Foto: Colourbox

Søndag eftermiddag opstod der brand i en lejlighed på Silkeborgvej i det centrale Aarhus, og derfor rykkede Aarhus Brandvæsen ud.

- Det var en dyppekoger, der var kortsluttet og havde antændt inventar, siger Steen Bøje, der er indsatsleder ved Aarhus Brandvæsen.

Han fortæller, at der heldigvis var røgalarmer i lejligheden, og at beboeren, der var i et andet rum, derfor blev opmærksom på branden.

- Han gik derud, og der var fyldt med røg, så han skyndte sig ud og ringede efter os. Vi fik slukket ilden og ventileret lejligheden, som har fået en del sodskader, siger Steen Bøje.

Ingen personer kom til skade ved branden.

Tidligere på dagen var Aarhus Brandvæsen ude til en brand i en forladt industribygning på Skovvejen ved Aarhus Havn.

Her var der antændt møblement inde i hallen, men Aarhus Brandvæsen fik hurtigt styr på flammerne, og ingen personer kom til skade ved branden.