Brand i Gellerupparken

Fire meter høje flammer i den kraftige vind

Foto: Colourbox

Trods en hurtig indsats lykkedes det fredag morgen ikke for brandvæsenet at forhindre en bygning i det vestlige Aarhus i at nedbrænde.

Ifølge Aarhus Brandvæsen blev der kl. 08.12 slået alarm, efter at der var gået ild i bygningen, der ligger i Gellerupparken.

Bygningen, som huser en lokal klub, måler cirka 9x9 meter, vurderer indsatsleder Christian Bandholm. Flammerne var cirka fire meter høje, da brandvæsenet ankom til stedet.

- Der var godt gang i branden, da vi nåede derud. Ikke mindst på grund af den kraftige vind. Vi fik hurtigt slukket ilden, men bygningen er udbrændt, siger indsatsleder Christian Bandholm til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Østjyllands Politi var også til stede, mens brandvæsenet slukkede ilden. Politiets teknikere skal nu forsøge at finde frem til, hvordan branden brød ud.