Brand i foderstoffirma
Gløder i et transportsystem er sandsynligvis årsag til, at der i morges gik ild i et tag nær Hadsten.
Ulmende gløder er med stor sandsynlighed årsag til, at der tidligt i moges udbrød brand i et foderstoffirma i udkanten af Hadsten.
Branden begyndte ved 5-tiden og fik senere fat i bygningens tagkontruktion. Da brandvæsenet ankom til stedet, var taget omspændt af flammer, men det lykkedes dog at få slukket ilden i løbet af kort tid. Branden medførte kun begrænsede materielle skader.
Branden i korn- og foderstoffirmaet, der ligger på Gammel Sellingvej i udkanten af Hadsten, er sandsynligvis opstået på grund af nogle gløder, der natten over har ulmet i et eldrevet transportbånd. I hvert fald er det ifølge Randers Politi en nærmest klassisk brandårsag hos foderstoffirmaer.