Brand i fodboldspillers lejlighed efterforskes bredt

Politiet søger vidner i forbindelse med sagen om brandstiftelse og hærværk på Jens Stages lejlighed.

01:08

VIDEO: Politiet kan endnu ikke sige noget om motiverne bag brandstiftelsen.

Natten til søndag blev den tidligere AGF-spiller Jens Stages lejlighed i Eckersbergsgade i Aarhus C udsat for hærværk og brandstiftelse. 

En genstand blev kastet ind gennem en rude, og efterfølgende opstod der en mindre brandskade i lejligheden.

Læs også Fodboldstjernes lejlighed udsat for hærværk og brandstiftelse

Politiet er gået i gang med efterforskningen af sagen. 

- Vi har startet den reaktive efterforskning op. Det vil sige, at vi skal afhøre eventuelle vidner, de forurettede, der bor i lejligheden, og så har vi en masse tekniske spor, vi skal have undersøgt. Der kommer til at gå en rum tid, før vi har dem, siger Brian Voss Olsen, der er politiinspektør ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND. 

00:52

VIDEO: En rude er knust ved Jens Stages lejlighed i Aarhus.  Video: TV2 ØSTJYLLAND (Foto: Øxenholt foto)

Luk video

Bred efterforskning 

Politiinspektøren fortæller, at politiet samtidig er ved at kigge på, hvilke motiver, der kan være til forbrydelsen. 

- Vi skal have opstillet nogle hypoteser om, hvad motivet kan være til at lave sådan en form for forsætlig brandstiftelse og hærværk.

Hvilke hypoteser, politiet har i tankerne, vil han ikke oplyse. 

- VI efterforsker rigtig bredt. Det siger vores erfaring os inden for de her sager. Vi er afhængig af at tale med vidner og få svar på spor fra de tekniske undersøgelser, siger Brian Voss Olsen.

- Vi er selvfølgelig interesserede i at høre, om der er nogen, der har set nogen komme eller gå fra gerningstidspunktet omkring kl. 02.

AGF og FCK fordømmer episoden

Jens Stage skiftede tidligere på sommeren fra AGF til FC København, og begge klubber fordømmer episoden. 

Læs også AGF sælger Jens Stage i rekordhandel

- Vi fordømmer på det kraftigste den slags handlinger og tager skarpt afstand til dem. Vi har tilbudt vores hjælp til politiets efterforskning og vi håber, at gerningsmændene findes og bliver stillet til ansvar. Og hvis de bliver identificeret, og det viser sig, at de har det mindste tilhørsforhold til AGF, så vil de - udover en civil dom - få livslang karantæne til alle AGF's kampe, siger direktør i AGF, Jacob Nielsen til AGF's hjemmeside.

Læs også Nabo efter brand i fodboldspillers lejlighed: - Jeg var lidt i chok

- F.C. København erfarer, at der i weekenden er udøvet hærværk mod Jens Stages lejlighed i Aarhus, hvilket vi naturligvis tager kraftigt afstand fra.

Ingen af klubberne har yderligere kommentarer til sagen, og man afventer nu politiets efterforskning. 

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.

Jens Stage skiftede i sommerpausen fra AGF til de danske mestre fra FCK. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix