Brand i biogasanlæg
Brand i gastank gav kraftig sort røg
22. maj 2014, kl. 21:02
Mere end 30 dage gammel
Torsdag aften opstod der ild i en gastank på Thorsø Miljø Og Biogasanlæg på Kongensbrovej. Branden blev opdaget af to personer, der var på arbejde. Tanken var dækket af en plastdug, og det udviklede en kraftig sort røg.
Brandvæsen, politi og ambulancer blev tilkaldt. Der var fare for, at ilden skulle brede sig til de øvrige tanke, men branden kom hurtigt under kontrol, og brandfolkene er i gang med efterslukning, fortæller vagtchefen hos Østjyllands Politi.
Området er afspærret, så politiets teknikere fredag kan undersøge, hvordan branden opstod.
Politiet modtog anmeldelsen kl. 18.40.