Brand i big-baller er snart slukket

Markbranden mellem landsbyerne Veggerslev og Thorsø nord for Grenaa er nu under en halv meter høj

Sådan så branden ud i nat, da Local Eyes var på stedet.

I nat kl 2.07 udbrød der for anden gang på 10 dage brand på en mark mellem Veggerslev og Thorsø lidt nord for Grenaa. Brand og Redning Djursland har lige siden været på stedet, men nu tyder meget på, at branden er tæt på at være ovre.

- Vi efterslukker lige nu, men planen om at have branden helt slukket, inden stormen for alvor tager fat, ser ud til at holde. Vi regner med at være færdige om en time, hvor vi også åbner Grenaavej ved landsbyerne op igen, siger indsatsleder hos Brand og Redning Djursland, Bruno Alexander.

Der er ifølge indsatslederen kun rester tilbage af markbranden, som er nede på en halv meter.