Brand i beboelsesejendom

Det var formentlig tobaksrygning, som forårsagede brand i en ejendom i Steen Blichers Gade i Randers.

En 52-årig mand blev bragt til Randers Centralsygehus med lettere røgforgiftning, da der her til formiddag gik ild i mandens sofa.

Branden udløste en voldsom røgudvikling, og der blev sendt tre slukningskøretøjer, to ambulancer samt en lægeambulance til ejendommen i Steen Blichers Gade 13.

Man frygtede, at der var andre beboere til stede i nogle af lejlighederne. En frygt, der heldigvis viste sig at være ubegrundet.