Brand i autoværksted: Sprøjtede vand igennem betonmur

Beredskab og Sikkerhed i Randers måtte tage en skæreslukker i brug for at få flammer under kontrol ved brand i autoværksted

01:02

Video: Local Eyes

En voldsom brand brød sent mandag eftermiddag ud i et autoværksted på Bindeleddet i Haslund sydvest for Randers.

Brandfolkene fra Beredskab og Sikkerhed kunne ved ankomsten konstatere, at der stod høje flammer op igennem taget på værkstedet og en tyk, sort røg steg til vejrs, som det ses videoen fra Local Eyes. 

Det skyldtes, at der i autoværkstedet var oplagret bildæk, som nu altså stod i brand,  siger indsatsleder Niels Henrik Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Dødsbrand i Purhus: Mand sigtet for ildspåsættelse

Han fortæller, at brandfolkene tog et særligt effektivt værktøj i brug for hurtigt at få bugt med de værste flammer:

- Vi brugte en skæreslukker, som sprøjter en fem millimeter vandsølje med et højt tryk ind gennem muren. Vandet har vi tilsat lidt jernspåner, så vandet kan skære igennem, hvad som helst. I det her tilfælde en mur. Det betød, at vi hurtigt kunne få vanddamp ind i bygningen, siger indsatsleder Niels Henrik Nielsen.

Efter skæreslukkeren havde gjort det indledende stykke arbejde, blev der sendt røgdykkere ind i bygningen. 

(Artiklen fortsætter under videoen)

01:03

VIDEO: Her ses brandfolkene bruge en skæreslukker til at skyde vand igennem muren ind til værkstedet.

Luk video

Det var ejeren af værkstedet, som anmeldte branden. Han havde ifølge indsatslederen forladt værkstedet en halv time forinden, at branden brød ud omkring klokken 17 mandag eftermiddag. Da han vendte tilbage, stod bygningen i flammer.

Branden var opstået i et hjørne, hvor der var opmagasineret dæk. Branden i dækken førte til, at der steg kraftig, sort røg op: 

- Vi var heldige, at vinden var med os, så røgsøljen hurtig kom op i luften uden at blive kastet ned på hele området, siger han og forklarer, at brandvæsnet sammen med politiet vurderede, at det ikke var nødvendigt at udsende en beredskabsmeddelelse for at advare beboerne.

01:21

VIDEO: En ældre sportsvogn og flere varer blev reddet ud fra autoværkstedet.

Luk video

Klokken 19.30 mandag aften arbejder Beredskab og Sikkerhed fortsat på stedet og forventer, at efterslukningsarbejdet først er færdig i løbet af aftenen. 

KORT: Det var på Bindeleddet i Haslund, at brandvæsnet klokken 16.56 fik en melding om brand i en industribygning.