Brand: Hotel stadig spærret af
Politiet håber fredag at finde årsagen til storbrand på Hotel Randers
Torsdag aften har brandvæsnet i Randers stadig ikke forladt Hotel Randers i byens centrum.
Tidligere i dag raserede en brand flere etager af det historiske hotel i Torvegade. Selve branden blev slukket torsdag eftermiddag, men arbejdet med den såkaldte efterslukning er endnu ikke afsluttet.
Vagtchefen ved Østjyllands Politi fortæller, at politiet forlod stedet kort efter kl. 20.
- Ud fra et politimæssigt synspunkt er der ikke længere noget for os at foretage sig deroppe. Men hjemmeværnet har stadig afspærret hotellet, mens brandfolkene gør deres arbejde færdigt, siger vagtchefen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge vagtchefen er hjemmeværnet til stede i Torvegade, Sct. Mortensgade og Brødregade.
- Derudover er der tilkaldt et skadeservice-firma, der skal hjælpe med at få udbedret skaderne.
Østjyllands Politi forventer, at politiets teknikere fredag kan gå i gang med at finde brandårsagen.
Det formodes, at branden er opstået i et linnedrum på hotellets 2. sal. hvorfra den har spredt sig til 3. sal og videre til tagkonstruktionen. Store dele af tagkonstruktionen er udbrændt.
Østjyllands Politi opfordrede tidligere torsdag alle i området om at søge væk fra røgen i området og at lukke vinduerne.
Har man fået det dårligt af røgen, bør man kontakte egen læge eller lægevagten, lød opfordringen fra politiet tidligere torsdag.
Se en video fra branden øverst i artiklen.