Brand: Diskotekeks-gæster reddede beboere ud
Gæster på århusiansk diskotek hjalp til med at evakuere beboere under voldsom brand i lejlighed.
Politiet fik meldingen om branden i Frederiksgade ved fem-tiden tidligt mandag morgen.
Inden brandvæsenet og politiet ankom til stedet, var opgangens beboere allerede evakueret efter hjælp fra festende unge på diskoteket Buddy Holly kort derfra.
Det oplyser vagthavende ved Østjyllands Politi, der samtidig roser diskoteksgæsterne for deres indsats.
Med alle beboere ude af lejlighederne kunne brandvæsenet koncentrere sig om at slukke flammerne, og allerede efter en halv time var ilden under kontrol.
Lejligheden, hvor branden begyndte, ligger på første sal. Ifølge politiet har lejligheden taget voldsom skade. Flere af opgangens øvrige lejligheder har også taget skade på grund af røg, sod og vand.
Politiets brandteknikere skal nu forsøge at finde årsagen til branden. Ifølge politiet er det næppe sandsynligt, at den er påsat.
Opgangens beboere vil blive genhuset et andet sted, indtil deres lejligheder igen kan beboes.