Brand: Beboere i tre opgange evakueret
To personer er kørt på skadestuen efter brand i Randers
Mandag aften måtte beboere i morgenkåbe og bare tæer en tur ud i den kolde februar-aften, da tre opgange på Stadfeldtsvej i Randers måtte evakueres.
Klik her og se mere tv på localeyes.dk
Det var en kælderbrand på adressen, der hurtigt skabte en voldsom røgudvikling, og derfor tog Østjyllands Politi ingen chancer.
Brand i etagebyggeri søndag morgen
- Vi evakuerede tre opgange i ejendommen, og derefter tjekkede brandfolk alle lejligheder. To beboere blev kørt på skadestuen med røgforgiftning, siger Thomas Hinge, der er vagtchef ved Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Mens Beredskab & Sikkerhed Randers-Favrskov-Djursland fik branden under kontrol, blev der desuden rekvireret en mandskabsvogn, hvor beboerne kunne søge ly og holde varmen.
- Flere beboere kom hurtigt ud fra lejlighederne, og de kunne ikke stå ude på gaden i morgenkåbe og bare tæer. Branden kom dog hurtigt under kontrol igen, siger Thomas Hinge.
Se en video fra branden øverst i artiklen. Videoen er lavet af LocalEyes.