Brand: Beboere evakueret
Fredag kort før klokken 12 opstod der brand i en ejendom i Aarhus
Fredag omkring klokken 11.45 modtog Aarhus Brandvæsen en anmeldelse om en brand i en beboelsesejendom på hjørnet ved Sejrøgade og Langelandsgade i det centrale Aarhus.
Både Østjyllands Politi og Aarhus Brandvæsen rykkede ud til stedet.
- Der var ild i tagetagen. Som det er lige nu, er branden under kontrol, men de er i gang med at slukke den, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.
Ifølge Østjyllands Politi er alle ejendommens beboere evakueret, og ingen personer er kommet alvorligt til skade.
- Brandfolkene var nødt til at fjerne nogle tagsten i slukningsarbejdet, og nogle af tagstenene har ramt parkerede biler på gaden. Men vi er i gang med at tage kontakt til ejerne, siger Marianne Morgen.
- I forbindelse med branden er der sprunget et fjernvarmerør i taglejligheden, så flere lejligheder har fået vandskade, siger indsatsleder Johnny Damgård fra Aarhus Brandvæsen.
Han fortæller, at brandfolkene er i gang med efterslukningen af branden, og at brandårsagen endnu er ukendt.
I videoen øverst i artiklen kan du se Aarhus Brandvæsens arbejde med efterslukningen.