Brækker nakken i trafikuheld

Ung mand fængslet. Kørte over for rødt lys

Den 25-årige mand kørte over for rødt lys i dette vejkryds på Ødumvej nær motorvejen mellem Randers og Aarhus. Foto: Google Maps

En 25-årig mand fra Tyskland er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et alvorligt trafikuheld ved Ødum.

Ifølge Østjyllands Politi skete ulykken, da manden to gange kørte over for rødt lys på Ødumvej ved det sted, hvor vejen krydser afkørslerne ved Motorvej E45.

Efter at have ignoreret det røde lys ramte mandens bil en lastbil, der var ved at dreje fra motorvejen ud på Ødumvej. Sammenstødet var så kraftigt, at en 42-årig tysk mand, der var passager i bilen, brækkede nakken.

Den 25-årige mand er ved byretten i Randers blevet varetægtsfængslet frem til 13. september.

Føreren af lastbilen - en 34-årig mand fra Spøttrup - kom ikke alvorligt til skade.