Brækkede ryggen i trafikuheld
En 39-årig kvindelig bilist fra Silkeborg brækkede ryggen, da hun svingede ud foran en lastbil nær Ry.
19. apr 2007, kl. 15:47
Mere end 30 dage gammel
En 39-årig kvinde fra Silkeborg er indlagt med svære kvæstelser efter en ulykke tidligere i dag, torsdag.
Kvinden kom kørende ad Tulstrupvej nord for Ry og overså tilsyneladende en lastbil, da hun ville svinge ud på Randersvej.
Lastbilen ramte kvindens bil, som blev skubbet videre ind i en anden bil på Randersvej.
Ifølge vagthavende ved politiet i Skanderborg brækkede kvinden ryggen i forbindelse med uheldet. Hun er dog uden for livsfare.