Brækkede ben i svingdør

Svingdør stoppede ikke, da Anny Møller sad fast

01:00

1 af 2

En ældre kvinde fra Auning er kommet i klemme i mere end en forstand. I september måned blev hun væltet omkuld af en svingdør i SuperBrugsen i Auning og brækkede sit lårben.

- Den braser ind i mig, hvor den ellers skal stoppe. Jeg kan mærke stadig stødet, når jeg tænker på det. Det gav et smæk, og så var benet brækket, siger Anny Møller til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Anny Møller har stadig smerter efter hun kom alvorligt til skade, da hun blev ramt af svingdøren i SuperBrugsen i Auning. Uheldet skete på trods af, at den automatiske svingdør burde stoppe ved enhver kontakt.

Se tv-indslag: Kvæstet af svingdør

På overvågningsvideoen fra butikken kan man se, hvordan hun bliver væltet omkuld, da hun skal ud af døren.

Efter ulykken søgte Anny Møller om erstatning for svie og smerte hos butikkens forsikringsselskab, Codan. Her har hun fået afslag.

- Det overrasker mig meget. Jeg synes, jeg har fortjent det. Jeg er ikke ude på at få en stor erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Forsikringsselskabet har sammenlignet det med, hvis jeg eksempelvis trådte i en vindrue i butikken, hvis ansvar var det så. Det synes jeg ærlig talt var en dårlig sammenligning, siger Anny Møller.

Codan står fast på, at der intet er i vejen med svingdøren i SuperBrugsen i Auning.

I en mail til TV 2 | ØSTJYLLAND skriver forsikringsselskabet:

- Vi kan ikke kommentere på enkelt sager, og nedenstående er derfor alene af generel karakter.

Det, der typisk er spørgsmålet i sådanne sager, er, om der har været fejl eller defekter ved den automatisk dør, og om dørene i øvrigt lever op til det, man sædvanligvis kan forvente. Samtidig ser man også på om evt. fejl eller defekt kan tilregnes ejeren af butikken.

Tidligere sager af lignede karakter viser, at der kan ske skader med automatiske døre i butikker uden, at nogen nødvendigvis har ansvaret. For at være erstatningsansvarlig skal man kunne bebrejdes noget i forbindelse med en handling eller undladelse. Det er den skadede, der skal bevise dette. Der er dog altid tale om en konkret vurdering af sagen.

Se overvågningsvideo af episoden i videoen øverst i artiklen.