BR og Toys'R'Us aflyser dansk udsalg

Sådan er vilkårene, når man sidder med et konkursbo, siger fungerende talsperson

Top-Toys dødedans startede 30. november, hvor selskabet efter et stort underskud gik i rekonstruktion. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Konkursboet efter Top-Toy har torsdag valgt at aflyse det ellers planlagte udsalg i udvalgte butikker på tværs af landet.

Det betyder, at alle danske butikker indtil videre holder lukket.

Læs også Føtex og Bilka vil bytte julegaver fra BR og Toys"R"Us

De fem BR- og 21 Toys”R”Us-butikker, der har holdt åben siden konkursen, lukker torsdag aften. Samtidig er medarbejderne fritstillet.

Det har hidtil været meldt ud, at blandt andre butikkerne i Aarhus og Randers ville holde åbent som 'en del af forberedelserne til et større januarudsalg'.

Et svigtende julesalg stoppede rekonstruktion og blev det endegyldige farvel til Fætter BR.  Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Anden part vil købe

Beslutningen om at aflyse det planlagte udsalg er truffet af konkursboets kuratorer, der arbejder på at realisere boets værdier helt eller delvist.

Læs også VIDEO: Folk stod i kæmpe kø for at bytte gaver i BR

- Det er en kompleks opgave, og alle gør deres bedste for at løse opgaven. Sådan er vilkårene bare, når man sidder med et konkursbo, siger fungerende talsperson for Top-Toy Lars Bo Kirk til TV2 ØSTJYLLAND.

00:15

VIDEO: Der var omkring 150 meter kø til kassen i Fætter BR i Bruuns Galleri dagen efter, at selskabet bag havde meddelt, at det gik konkurs. Videoen er fra 29. december 2018.

Luk video

Kort dødedans ved juletid

Ifølge ham er der primært to årsager til, at udsalget alligevel ikke bliver til noget på trods af tidligere udmeldinger. 

- Den ene hænger sammen med en teknisk forklaring, som bunder i konkurslovgivningen. Samtidig er der nu lige nu realitetsforhandlinger med en aktør, der vil købe hele eller dele af Top-Toy, siger Lars Bo Kirk til TV2 ØSTJYLLAND.

Den 7. december blev det meldt ud, at Fætter BR i City Vest og Magasin ville lukke. Nu har samtlige butikker i Top Toy-kæden lukket dørene for sidste gang. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Lars Bo Kirk vil ikke udtale sig om, hvem 'aktøren' er. Den danske netbutik Coolshop har tidligere bekræftet, at netbutikken er interesseret i at overtage en række Fætter BR-butikker og en del af legetøjskædens varelager.

Allerede i efteråret måtte Top-Toy gå i rekonstruktion, men et skidt julesalg tog endegyldigt livet af firmaet i starten af januar.

Top-Toys dødedans startede 30. november, hvor selskabet efter et stort underskud gik i rekonstruktion. Kort før jul blev kreditorerne enige om en plan, der skulle give Top-Toy seks måneder til at redde sig.

Læs også Legetøjskæde går konkurs efter svigtende julesalg

Men få dage efter jul måtte selskabet alligevel give fortabt.

- Vi var kommet langt, havde fået godkendt vores plan og har arbejdet i døgndrift på at skabe rammerne for en rekonstruktion af Top-Toy.

- Men i dag må vi erkende, at vi på grund af et svigtende julesalg ikke længere er i stand til at fortsætte rekonstruktionen, udtalte Top-Toys administrerende direktør, Per Sigvardsson, på det tidspunkt.

Læs også BR lukker to butikker i Østjylland