Boy udråbt som det rene snyd
Kunstværk fra Århus blev udskreget som fup af uvidende nordmænd.
ARoS Aarhus Kunstmuseums vartegn, den australske kunstner Ron Muecks skulptur Boy, er i Norge blevet udråbt som det rene fup.
Norsk Radio havde udskrevet en fotokonkurrence og en af deltagerne havde indsendt et bllede af den fem meter høje og 500 kg tunge dreng.
Men dommerne var overbeviste om, at der var tale om fup. Fotografen havde uden tvivl taget en almindelig dreng og anbragt ham på et podium. Derefter var voksne mennesker blevet manipuleret ind på billedet for at få drengen til at se stor ud.
- Det er en veludført manipulation. En genstand er blevet fjernet fra podiet, og så er en overdimensioneret dreng blevet sat ind i stedet, var fotodommer Knut Førsunds reaktion, da han skulle vurdere fotografiet.
Flere nordmænd kendte dog til kunstværket, og noget rødøret måtte Norsk Radio bekende den pinlige episode, der da også er blevet fjernet fra NRK's hjemmeside.