Bowlin forlader Horsens IC
Skyler Bowlin forlænger ikke med Horsens IC
Horsens IC mister en af sine største profiler.
Det står fast, efter Skyler Bowlin har meddelt de danske mestre, at han søger nye udfordringer.
- Vi ville meget gerne have beholdt ham, men han vil gerne videre til en større liga med nye udfordringer, siger Dennis Nielsen, der er sportschef i Horsens IC, til tv2oj.dk.
Han fortæller, at han forståelse for Skyler Bowlins beslutning.
- Jeg er rigtig ærgerlig over, at vi ikke kan beholde ham, men vi har også fuld forståelse for beslutningen. Han har været her i tre år, og har oplevet alt i Danmark. Han har niveau til at tage videre til en større liga, og derfor forstår vi hans beslutning, siger Dennis Nielsen.
Han fortæller, at klubben skal have en direkte erstatning for Skyler Bowlin, og at arbejdet med at finde en er i fuld gang.
Det vides endnu ikke, hvor Skyler Bowlin fortsætter karrieren.