Bowlede fem medaljer hjem

Ung østjyde sejrede ved Ungdoms-EM i bowling

I påsken blev der afholdt ungdoms-EM i bowling i Odense, og her skilte østjyske Markus Bergendorff fra bowlingklubben BK Viking i Århus sig i dén grad ud. Han vandt hele fem medaljer.

Entusiastiske unge bowlere fra hele Europa var kommet til landet for at dyste i kunsten at vælte kegler. Flere unge danskere markerede sig med flotte præstationer, men Markus Bergendorff var i særklasse.

Den unge østjyde deltog i fem kategorier, og da stævnet var ovre, havde han vundet medaljer i samtlige kategorier. Medaljerne var:

Double - bronzemedalje

Team - sølvmedalje

Single - guldmedalje

All-event - guldmedalje

Master - sølvmedalje

Markus Bergendorffs fik i en alder af blot 16 år debut på klubbens førstehold, der spiller imod landets bedste mandlige bowlere. Og her er de glade for at se den unge komets udvikling.

- Markus har i kampene været en gevinst for Bowlingklubben Viking, hvor han med sin særprægede to hånds-aflevering og talent har bidraget til klubbens placering i landets bedste herrerække. Men ikke nok med det, så har Markus også prøvet kræfter med den europæiske bowling tour, hvor han i Wien spillede lige op med verdenseliten. Derfor er der ingen tvivl om, at Markus kan blive en af de første bowlingspillere, der kan komme til at leve af sine evner på en bowlingbane. Han har i hvert fald talentet, siger Dennis Vangkilde Larsen formand i BK Viking i en pressemeddelelse.