Bøsse smidt ud af kirkes ejendom
Gensidige beskyldninger om trusler, chikane, skubberi og piftede cykler mellem kirke og homoseksuel lejer. Nu ender sagen i retten.
En yderst usædvanlig århusiansk boligsag skal for retten om en måned.
Den ene part er en homoseksuel lejer. Den anden er en kirke.
Tvisten tager sit udgangspunkt i ejendommen Nørre Alle 86, som er ejet af Århus Metodistkirke i Hjarnøgade.
Metodistkirken har ifølge Århus Stiftstidende smidt den homoseksuelle lejer, Lasse Jensen, ud, fordi han efter kirkens opfattelse skaber ufred - og fordi han har opsat et overvågningskamera.
Selv understreger Lasse Jensen, at kameraet kun er et stykke legetøj købt i Netto, og at det blev sat op for sjov af hans to sønner på 11 og 14 år.
- Der er ingen retfærdighed til, hvis jeg bliver sat ud på grundlag af den spinkle opsigelse og de falske anmeldelser, siger Lasse Jensen til Århus Stiftstidende. Selv mener han, at han udelukkende bliver sat på gaden, fordi han er bøsse.
Siden er sagen eskaleret med gensidige beskyldninger om trusler, chikane, skubberi, piftede cykler, punkterede og ridsede biler samt ondsindet drilleri.
Lasse Jensen har fået fri proces til at føre sagen.