Bortvist: Kvinde bed dørmand
Flere voldsepisoder i det aarhusianske natteliv
Der blev i nat både uddelt slag og bid i det aarhusianske natteliv, hvor politiet flere gange blev tilkaldt for at rede trådene ud.
Det første sted var omkring klokken 01.18 ved Den Hvide Hest i Jægergårdsgade. Her fik Østjyllands Politi en melding om slagsmål.
Da patruljen nåede frem, viste det sig, at en 43-årig mand var blevet slået i baghovedet med en flaske af en 47-årig mand og havde pådraget sig en større bule i venstre side.
Den 47-årig mand blev anholdt på stedet og bragt til politistationen.
I Skt. Clemens Stræde var det derimod en ung kvinde, der var problemet. Kvinden var blevet afvist på Bar Smil på grund af voldsom opførsel og bortvist fra stedet.
Det var den 23-årige kvinde dog langt fra tilfreds med og slog derfor en kvindelig dørmand tre gange i ansigtet. En mandlig kollega kom til undsætning og blev til gengæld bidt i hånden af kvinden.
- Hun var fuld og blev bragt til stationen og anbragt i detentionen, siger politikommissær Carsten Dahl til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Voldsepisoden i Skt. Clemens Stræde skete omkring klokken 02.00.
Den 23-årige kvinde har nu fået forbud mod at besøge Bar Smil de næste to år, oplyser politiet.