Borring: Lad os selv prioritere pengene
Borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring (S), mener ikke politikerne på Christiansborg skal dele penge ud fra kommunernes besparelser
Et nyt år er netop skudt ind, og nytårstalen fra Favrskovs borgmester stikker til statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Borgmester Nils Borring (S) mener nemlig, at kommunerne selv skal have lov til at prioritere, hvad kommunernes besparelser går til.
- I 2015 lærte vi et nyt ord at kende; omprioriteringsbidrag. Hvilket på jysk betyder, at kommunerne skal spare en procent om året. Altså en procent, to procent, tre procent, stigende til fire procent. Og den besparelse vil de gavmilde folk på Christiansborg gerne have lov til efterfølgende at dele ud af, siger Nils Borring og fortsætter:
Nytårstale: Opsang til regeringen
- Kære Lars Løkke, hav respekt for kommunerne, hav respekt for det kommunale selvstyre og lad os prioritere indenfor den kommunale service. Det tror jeg, vi nu engang er de bedste til.
Udover omprioriteringsbidraget håber Nils Borring på en forsinket julegave fra statsministeren, så den jyske motorvej bliver udvidet til to gange tre spor.
Se hele nytårstalen fra Nils Borring i tv-indslaget ovenfor.
Som noget helt nyt holder tre østjyske borgmestre i år nytårstale for seerne, hvor de fortæller, hvad de forventer fra regeringen i det kommende år. De tre nytårstaler vil løbende blive publiceret på tv2oj.dk i løbet af 1. januar.