Borring: Jeg spiller ikke så længe Keller er der
Trods kontraktforlængelse kalder Jonas Borring sig selv færdig i Randers FC så længe Christian Keller er der
Kantspilleren Jonas Borring har forlænget sin kontrakt med Randers FC med to år, men det skete inden, han blev klar over, at hans daværende anfører Christian Keller havde indledt et forhold til Borrings kone.
Med det in mente mener Jonas Borring ikke, at han kan fortsætte i klubben. Det skriver TV 2 Sport.
Kortfattet Keller: En træls situation
- Jeg har en anfører, som vælger at bryde regel nummer et i et omklædningsrum. Som vælger at skide på mig, for at sige det lige ud, og vælger at kunne være så kold over for mig, som om ingenting er sket, det er egentlig det, der fylder mest lige nu. Jeg ved det ikke, hvad der kommer til at ske, for at være helt ærlig. Jeg ved bare, jeg spiller ikke en kamp i Randers FC, så længe Christian Keller er der, siger Jonas Borring til TV 2 Sport.
Todd hiver anførerbindet af Keller
Colin Todd har bekræftet over for TV 2 | ØSTJYLLAND, at Mads Fenger er ny anfører i stedet for Christian Keller, men ellers er der ikke udsigt til, at der kommer yderligere sanktioner for Christian Keller lige umiddelbart.
Jonas Borring har orlov på ubestemt tid fra klubben, siden han fandt ud af, at hans kone altså ser Christian Keller privat.
Randers FC møder søndag Brøndby på udebane i Superligaen.