Borring hælder til at blive i Randers FC
Midtbanespilleren Jonas Borring har været stærkt spillende i efteråret, og derfor har han gode kort på hånden inden kommende kontraktforhandlinger
Randers FC er i disse dage på træningslejr i det sydlige Spanien, og en af de spillere, som er i særlig fokus, er Jonas Borring. Han var nemlig en af holdets mest stabile og bedst spillende i efterårets kampe, og nu står han og klubben over for en forhandlingssituation.
Kantspilleren har nemlig kontraktudløb til sommer, men heldigvis virker begge parter indstillet på et fortsat samarbejde.
- Det er en glad Jonas Borring, som det går godt for, og som er glad for at spille fodbold, lyder det fra profilen selv.
I efteråret bidrog han også med seks scoringer, som må siges at være tilfredsstillende for en midtbanespiller. Dermed står han altså stærkt i forhandlingerne.
- Jeg vender og drejer, hvad der er den bedste pakke for mig, men jeg er glad for at være her, og vi har en god trup. Så i øjeblikket hælder jeg til Randers FC, afslører Jonas Borring.
Borring om kontraktforlængelse: I venteposition for tredje gang
Skal blive enige om kontrakten
Fra klubbens side ser man også gerne en forlængelse.
- Vi vil gerne have Jonas med om bord - det er der slet ingen tvivl om. Han har gjort det godt, og er en stor del af vores projekt, forklarer sportschef Ole Nielsen.
Men derfra og så til at underskriftet er på vej, der er et stykke.
- Vi skal også blive enige om tingene, og lige nu lægger vi lidt arm og er i gang med forhandlingen, fortæller Ole Nielsen.
Jonas Borring selv siger, at der er aftalt et møde på træningslejren, som muligvis kaster et ny kontrakt af sig - kun de to parter ved det.
Du kan se hele indslaget med Jonas Borring øverst på siden.