Børnene styrer selv opdragelsen
Nutidens børn er vant til at forhandle med deres forældre, og de er vant til at få deres vilje, mener leder af århusiansk SFO.
Fire ud af ti forældre har skiftet børneopdragelsen ud med forhandlinger om alt fra mad til aflevering i institutionen.
Dagligt bruger masser af forældre kræfter på tidskrævende konflikter.
Men i stedet for at fortælle børnene, hvad de skal og ikke skal, indleder forældrene en forhandling med deres barn for at få løst konflikten. Og faktisk starter forhandlingerne, allerede før barnet er fyldt et år. Det skriver Søndagsavisen.
- Jeg tror, at godheden kammer over for forældrene. De glemmer, at børnene hjernemæssigt er så umodne, at de ikke selv kan overskue at vælge og derfor vælger med lysten. Men lysten kan skifte i et splitsekund, siger Helen Hansen til Søndagsavisen.
- Forældrene overvurderer barnets intellekt, fortsætter hun.
Helen Hansen står bag hjemmesiden Netsundhedsplejerske.dk og rådgiver dagligt de frustrerede forældre.
Pære eller banan
40 procent af alle småbørnsforældre forhandler dagligt eller mindst et par gange om ugen med deres børn, viser en undersøgelse, som Interresearch har foretaget for Søndagsavisen blandt 580 forældre med børn i alderen fra 0-6 år. 20 procent svarer, at de aldrig forhandler.
- Selvfølgelig er det godt, at børn lærer at tage stilling. Men ofte får man jo ikke andet end hyl ud af forhandlingerne, siger Helen Hansen og giver et eksempel:
- Måske har du spurgt: Vil du have pære eller banan? Barnet svarer banan. Fem minutter efter skriger barnet og vil hellere have pære. Så får det en pære, men fem minutter efter skriger barnet igen, fordi det hellere vil have rosiner. Forældre er nødt til at skære igennem og sige: Nu er der det her, og så må du spise det, siger hun.
Forkælede børn
Forhandlingsvillige og eftergivende forældre får nemlig ikke nødvendigvis rummelige børn på længere sigt.
- Jeg kan sagtens mærke på børnene, at de er vant til at forhandle med deres forældre, når de kommer i SFO'en - og at de er vant til at få deres vilje, siger Jakob Schmidt, der holder foredrag om børneopdragelse og er daglig leder af en SFO i Århus.
- Men i en SFO skal en hel gruppe fungere sammen, og det går ikke uden nogle sociale spilleregler,« siger han og fortsætter:
- Hvis børnene ikke møder grænser, så tror de, at de kan klare alting, uden at de i virkeligheden kan klare noget som helst, når de møder modstand i deres liv.
Jakob Schmidt mener, at forhandlingerne udspringer af dårlig samvittighed.
- Vi kører tidligt hjemmefra om morgenen og kommer sent hjem. Vi har ikke så meget tid sammen, og så vil vi gerne undgå konflikter, siger han.
Kilde: Søndagsavisen