Børnene skal tilbage i SFO'en

Silkeborg Kommune vil med nyt projekt trække børnene tilbage i SFO

Arkivfoto

På nogle skoler i Silkeborg Kommune går næsten alle i skolefritidsordning. Andre steder er medlemstallet faldet drastisk siden den nye skolereform.

Ifølge kommune faldt børnetallet i SFO'erne samlet set sidste år 10 procent svarende til omkring 700. Men nogle steder er det lykkedes at fastholde og endda at tiltrække børn.

Derfor skal et nyt udviklingsprojekt sikre, at SFO'erne deler viden og erfaringer med hinanden.

Kommunen mener, at det sociale fællesskab i skolefritidsordningen er vigtig for børnene.

- Vi skal have delt de succeser, der er i SFO'erne, og sammen udvikle nye spændende og attraktive tilbud, så børnene får mulighed for at deltage i det sociale fællesskab, siger skolechef i Silkeborg Kommune Huno Kjærsgaard Jensen i en pressemeddelelse.

Børne- og Ungeudvalget i Silkeborg Kommune har afsat en halv million kroner til udviklingsarbejdet. Pengene vil blandt andet blive brugt til vikarer i forbindelse med jobbytte, kurser og fyraftensmøder med oplægsholdere.