Børnelokker på spil i Stilling
Politiet advarer mod en mand, der forsøgte at lokke en ni-årig pige med hjem.
2. feb 2006, kl. 08:33
Mere end 30 dage gammel
Politiet i Skanderborg beder folk i Stilling-området være ekstra opmærksomme på eventuelle børnelokkere.
Det sker, efter at en mand sent tirsdag eftermiddag antastede en ni-årig pige i nærheden er byens boldbaner.
Den ni-årige har forklaret, hun ved 17-tiden mødte en voksen mand på Sagastien ved skolen i Stilling. Da manden spurgte hende, om hun ville med ham hjem, gjorde hun det, der ifølge politiet er det eneste rigtige: Hun løb direkte hjem til sine forældre og fortalte, hvad der var sket.
Ifølge pigen er der tale om en mand med et pænt trimmet fuldskæg og ørering i højre øre. Han bar en sort jakke og mørke bukser.