Børnehave skiller drenge og piger
Pas på, lyder det fra forsker
Mens man i en svensk børnehave anvender en kønsneutral pædagogik og kalder piger såvel som drenge for "hen" i stedet for "hun" og "han", går man den modsatte vej i Danmark.
I en børnehave i Horsens har pigerne og drengene allerede hver deres stue, og nu er kønsopdelingen også nået til Skamby Børnehave på Nordfyn. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Som et forsøg kønsopdeles de ældste børn i børnehaven fremover tre formiddage om ugen, så pædagogerne kan save, hugge og bygge med drengene for at gøre dem mere skoleparate.
Det er nemlig typisk drenge, som får udskudt skolestarten, fordi de er pigerne underlegne, når det gælder koncentration, sociale evner og finmotorik.
- Drengene har en anden læringsstil end pigerne, og den prøver vi at tilgodese, siger Sisse Dohrmann, leder af Skamby Børnehave, til Fyens Stiftstidende.
Professor Jan Kampmann fra Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på RUC mener overordnet, at det er forkert at skille drenge og piger. Men han ser ikke noget forkert i at eksperimentere med kønnenes læring i en kortere periode.