Børneafdeling mangler plads

Lukket børneafdeling i Silkeborg giver overbelægning på Randers Centralsygehus.

Århus Amt lukkede sidste år børneafdelingen på Silkeborg Centralsygehus, og det giver i øjeblikket problemer på sygehuset i Randers.

I en tid med mange influenza- og forkølelsesramte børn skal børneafdelingen på Randers Centralsygehus i øjeblikket behandle flere patienter, end der er senge til. Og det skyldes ifølge ledende overlæge Rune Næraa i høj grad, at afdelingen i dag skal finde plads til de børn, der tidligere blev behandlet i Silkeborg.

Århus Amt har dog planlagt at udvide børneafdelingen i Randers, og det betyder, at risikoen for overbelægning bliver mindre i fremtiden.