Børn skal bevæge sig mere
Pædagoger skal lære børn at være aktive
Det er et overstået kapitel med stillelege hos børnehavebørnene i Randers Kommune. De skal nemlig til at bevæge sig meget mere, end de gør i dag.
Randers Sundhedscenter vil med et nyt projekt fremme den fysiske aktivitet og glæden ved at bevæge sig hos de helt små.
Pædagoger i institutionerne får derfor mulighed for at lære de små at bevæge sig noget mere, og det har børnehaverne i Langå blandt andre sagt ja til at prøve.
- Forløbet har været til stor inspiration for os alle og har først og fremmest givet os lyst til mere, for det er sjovt at bevæge sig for både børn og voksne. Vi har fået masser af ideer og er blevet inspireret til, hvordan vi får mere bevægelse i dagligdagen og selv skaber større mulighed for det, fortæller Annemarie Andersen, der er pædagog i Rubjerg Børnehave.