Børn mangler det sidste stik
Manglende vaccinationer af børn vækker bekymring
Alt for mange fem-årige har fået et stik for lidt. Kun fire ud af fem af børnene får nemlig den sidste vaccine i Danmarks børnevaccinationsprogram, og det er ikke optimalt, lyder det fra Statens Serumsinstitut, som har lavet opgørelsen.
- Det er stadigvæk sådan, at sygdommene er sjældne, hvilket betyder, at der er en stor grad af immunitet i befolkningen, men risikoen for, at der kan komme udbrud af sygdommene, stiger jo flere der ikke bliver vaccineret, siger afdelingslæge Peter Andersen fra Statens Serumsinstitut til DR Østjylland.
Den vaccine, spædbørn får, dækker nemlig kun til, de når fem-årsalderen. Så skal de vaccineres igen for fortsat at være beskyttet mod blandt andet mod difteri, kighoste, stivkrampe og polio.
Derfor vækker det også bekymring på Aarhus
Universitetshospital, at flere forældre tilsyneladende fravælger at få vaccineret deres børn.
- Mange forældre tror desværre, at sygdommene er udryddet, men lige nu kan vi se, at der er en mæslingeepidemi på især Sjælland, netop fordi man ikke kan opretholde en tilstrækkelig vaccinedækning. Dermed kommer der en risiko for genudbrud af sygdomme, som vi ellers ikke ser, forklarer børnelæge Jens Erik Veirum fra Aarhus Universitetshospital.
Nu foreslår afdelingslæge på Statens Seruminstitut, Peter Andersen, at forældre mindes om vaccinationen, eksempelvis med en sms eller et brev.
- At sætte det i værk er Sundhedsstyrelsens ansvar, så det er en opfordring til styrelsen om at overveje nogle af de tiltag, siger han.
Kilde: DR Østjylland