Børn får fri for at fejre ramadan
Muslimsk helligdag holdt næsten alle elever hjemme fra Nordgårdsskolen i dag. Det forsømte indhentes senere.
Afslutningen af den muslimske fastemåned ramadan og den dertil hørende eid-fest gav i dag øde gange og klasselokaler på Nordgårdsskolen i det vestlige Århus.
Kun 15 af skolens 515 elever mødte frem i morges. Alle de andre havde fået fri for at fejre årets store højtid i familiens skød.
- Det er en af årets største festdage for muslimer. Det imødekommer vi, på samme måde som vi på andre skoler imødekommer andre behov, hvor forældre beder om, at deres børn får fri, siger skoleleder Rani Hørlyck (billedet i midten) til TV2 | ØSTJYLLAND.
Den manglende undervisning indhentes nemt senere, forklarer Rani Hørlyck. For eksempel har Nordgårdsskolen normal undervisning den sidste dag før juleferien, hvor de fleste andre skoler blot har hygge i klasserne.