Børn betaler prisen for hærværk
Skolefritidsordning ved Skanderborg vil spare på materialer og ture efter hærværk mod legeplads.
Ukendte gerningsmænds hærværk mod en legeplads på SFO'en Soffen i Stiling rammer skolefritidsordningens børn.
Da der ikke er tale om indbrud, dækker forsikringen ifølge Horsens Folkeblad ikke. Derfor bliver udbedringen af skaderne i stedet finansieret ved at hente pengene fra børnenes materialer og ture.
I forbindelse med weekendens hærværk blev 14 rønnetræer brækket op med rod, tre pilehytter var væltet og mast, og et vindue og en bilrude var knust.
Det får SFO-leder Søren Riemer til at opfordre alle i området til at holde øje.
- Når vi har lukket, har vi brug for at alle holder øje, for der er åbenbart nogle vandaler, der synes, at det hele skal ødelægges. Det skal vi have stoppet, siger han til Horsens Folkeblad.