Borgmestre i krig om skattestigninger

Borgmesteren i Norddjurs Kommune skal næppe forvente at modtage julekort med posten fra landets øvrige kommuner.

Trods afslag fra indenrigsminister Bertel Haarder (V) om at hæve skatterne næste år, er det nemlig lige præcis, hvad borgmestrene i Norddjurs, Struer og Tårnby har tænkt sig at gøre.

Det står klart efter et borgmestermøde i Kommunernes Landsforening (KL) i går.

Beskeden vækker harme i landets øvrige kommuner, hvoraf 17 ligeledes har søgt og modtaget afslag om at sætte skatterne op i 2011. Hvis forbuddet mod skattestigninger trodses, skal 'dummebøderne' til statskassen nemlig betales kollektivt af kommunerne.

- Det kan ikke være rigtigt, at de sidste tre kommuner ikke vil være med til at holde skatten i ro. Når vi skal til at betale for deres aftalebrud, siger jeg stop. Det svarer jo til, at en tyveknægt bliver taget, men at han gradvis bare får pengene tilbage. Det er simpelthen usolidarisk, siger borgmester i Allerød Kommune Erik Lund (K), der selv har planlagt besparelser for 100 millioner kroner, hvilket medfører lukning af kommunens svømmehal og 32 årlige lukkedage i alle kommunens sfo'er.I alt søgte 32 kommuner om at få lov til at hæve skatterne næste år.

Heraf fik 12 kommuner grønt lys og dermed del i de 300 millioner kroner, regeringen har bevilget til formålet.

Skal finde yderligere besparelser

Men med de bebudede skattestigninger i Norddjurs, Struer og Tårnby løber de øgede skatteindtægter op i 400 millioner kroner, og det betyder, at de øvrige kommuner skal finde yderligere besparelser for at lappe hullet. Og det ærgrer blandt andre borgmester i Odsherred Kommune Thomas Adelskov (S), der selv har fået et afslag fra Indenrigsministeriet.

- Jeg ville være godt træt af at skulle finde nye besparelser, fordi andre ikke vil spare. Der må man være altså opgaven voksen. For os er det snart umuligt at finde mere at spare på, siger han.

Men selv om der bliver talt med store bogstaver fra borgmesterkollegerne, får det ikke Tårnbys borgmester, Henrik Zimino (S), til at ryste i bukserne. Han er tværtimod forarget over kritikken:

- Jeg føler mig usædvanlig pikeret over, at mine kolleger vender mig ryggen på den måde. Det er fuldstændig utidigt at sige sådan noget, når man selv sidder med en højere skat end vores. Det er bestemt ikke morsomt at gå imod strømmen, men vi er simpelthen pisket af omstændighederne, siger Henrik Zimino og påpeger, at Tårnby Kommune har landets tredjelaveste skat:

- Derfor er det noget sludder, at vi er usolidariske. Det er en udbredt misforståelse i borgmesterkredsen, at vi bryder nogen aftale. Vi har tværtimod selv sat skatten ned tre gange for at hjælpe andre kommuner«.Da regeringen indførte skattestoppet, var skattetrykket forskelligt fra kommune til kommune. Det er derfor ikke fair, at kommuner med et lavt skattetryk ikke må hæve niveauet til landsgennemsnittet, mener borgmester i Struer Kommune Niels Viggo Lyngbo (S):

- Der er ingen ting, jeg hellere ville, end at overholde den aftale, men jeg har intet valg. Vi har et af landets laveste skattetryk og har i forvejen lukket skoler, plejehjem og daginstitutioner. Så vi springer absolut ikke over, hvor gærdet er lavest

Skal tages alvorligt

Ifølge programchef fra Anvendt Kommunalforskning Kurt Houlberg skal stridighederne taget ganske alvorligt.

- Der ligger en stor konflikt og ulmer lige nu. Nogle kommuner mener, at de burde kunne sætte skatten op, fordi de i forvejen ligger lavt og er hæmmet af skattestoppet, mens andre opfatter sig som dukse og ikke vil sætte skatten op, fordi det er urimeligt, at de øvrige kommunerne skal bøde kollektivt, siger Kurt Houlberg, der ikke er i tvivl om, at konflikten kan få konsekvenser:

- Presset på KL for at sikre, at alle kommuner afholder aftalen, er enormt. Det kan ende med, at kommuner melder sig ud af KL med forskellige begrundelser. Der er jo ikke noget tvungent medlemskab, og de kommuner, der bliver banket på plads, føler ikke, at deres interesser varetages.

Borgmester Henrik Zimino er enig:

- Det er meget realistisk, at kommunerne melder sig ud. KL's opgave er jo at lave aftale med regeringen på kommunernes vegne, og jeg har ikke brug for at få lavet sådanne aftaler mere.

Formand for KL Jan Trøjborg (S) afviser en kommende medlemsflugt og forklarer, at der lige nu »arbejdes kollektivt« med at nedbringe skattestigningerne fra 400 til 300 millioner kroner.

- Stemningen er fortsat god, og jeg vil nu drøfte situationen med de tre kommuner - også af hensyn til de øvrige kommuner.

Kilde: Politiken