Borgmestre i chok
Chokerede over Jan Trøjborgs død
Formanden for Kommunernes Landsforening og borgmester i Horsens, socialdemokraten Jan Trøjborg, er pludselig død af et hjertetilfælde, 56 år gammel.
Meddelelsen om hans dødsfald har sendt chokbølger rundt omkring i Østjylland.
- Jeg er dybt berørt af den tragiske hændelse. Det er helt uforståeligt, at Jan Trøjborg er død. Det er ikke mange dage siden, jeg var sammen med ham på Marienborg. Vi delte en taxa ind til København. At han den ene dag er på toppen af sin politiske karriere og den næste dag er der en familie, der står uden far. Det er dybt tragisk, siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det var en meget tragisk meddelelse at få. Jan har været en kolossal god kammerat. Det er et stort menneske, der er gået bort. Et stort menneske, men også en stor Socialdemoktat, siger Skanderborg-borgmester Jørgen Gaarde (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Døde af et hjertetilfælde
Jan Trøjborg døde tidligere i dag af et hjertetilfælde under et motionscykelløb i anledning af Giro d'Italia-starten.
- Man bliver altid chokeret, når ens kollega falder om. Og så i den alder. Det er jo den alder, man selv er i jo. Vi kører livet hårdt sommetider, siger Odder-borgmester Elvin J. Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere om Jan Trøjborgs død øverst på siden eller i vores udsendelse kl. 19.30.