- Borgmesteren må på banen
Venstres kulturordfører om Aarhus 2017
Uroen omkring den aarhusianske kulturhovedstad kommer på et kritisk tidspunkt. Staten har endnu ikke afgjort, om Aarhus skal have de 200 millioner kroner, som sekretariatet har ansøgt om - og som projektet har brug for.
Kulturby-projektets kommunikationschef Benedicte Strøm sagde mandag sin stilling op. Det gjorde hun med beskeden om, at projektet "sejler". Og den melding hjælper ikke de igangværende forhandlinger om de ønskede støttekroner, lyder det fra Christiansborg:
- De 200 millioner er hverken sikret eller tilnærmelsesvis sikret. Så derfor er det virkelig virkelig dårlig timing fra kommunens side, siger Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Jeg vil derfor sende en meget kraftig opfordring til Aarhus Kommune. Nu må borgmesteren ind - personligt - og tage ejerskab på denne her sag. Det er 200 millioner. Det er rigtig mange statskroner. Så borgmesteren må på banen med en afklaring på, hvad man vil gøre ved problemerne, siger han.
Se hele interviewet i klippet ovenfor og følg sagen i dagens nyheder på TV 2 | ØSTJYLLAND.