Borgmesteren deler i august bil med borgerne

Som et forsøg vil Jacob Bundsgaard dele en grøn delebil med aarhusianerne

Nu kan du som hel almindelig aarhusianer komme til at dele bil med kommunens borgmester, Jacob Bundsgaard (S). Bilen vil holde parkeret foran rådhuset.

Deleordningen sættes i søen i forbindelse med Aarhus som deleøkonomisk forsøgsby i 2017 og med folkemøde i august. Det bliver i denne måned, hvor borgmesteren deler sin bil.

Læs også 1.000 aarhusianere skal dele biler: Skal være fremtiden

- Deleøkonomien er i hastig fremgang, og på transportområdet vil vi kunne høste nogle gevinster i form af bedre mobilitet og miljø. Aarhus Kommune vil være med til at udbrede og afprøve mulighederne – og også gerne bidrage til at fjerne hindringer, for det kan på mange måder komme byen til gavn, siger borgmester Jacob Bundsgaard.

Han vil bruge den grønne delebil til og fra møder og arrangementer. Når han ikke gør det, vil den stå til afbenyttelse på en p-plads ved Aarhus Rådhus.

Læs også Airbnb-udlejer: Jeg lever af at kunne leje mit hjem ud

Det er delebilsordningen Tadaa, der sammen med kommunen står for at have styr på det praktiske.

- Vi oplever stor velvilje - både fra boligorganisationer og privatpersoner. Vi oplever også, at delebilisme kan være svært for brugere at komme i gang med, selv om de er oplagte brugere af en delebil med et lille behov for bil. Derfor håber vi, at flere vil få øjnene op for det geniale ved en delebil med dette forsøg, siger marketingmanager i Tadaa, Signe Hollensen.

Bilen kommer til at holde på Park Alle 2. Alle interesserede kan oprette sig som medlemmer af delebilen på Rådhuset. Man forudbetaler et antal timer og derudover betaler man 2,68 kr pr. kørt kilometer.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig