Borgmester vil tale dunder
Louise Gade vil møde de unge i det vestlige Århus og skælde dem ud
Borgmester i Århus Louise Gade (V) går nu utraditionelt til værks i et forsøg på at gøre noget ved indvandrerproblemerne. Hun vil i egen person tage til det vestlige Århus og tale dunder til de unge.
Det kom frem, da Louise Gade idag var til møde med byens indvandrerorganisationer. Borgmesterens reaktion kommer efter, at der i flere dage har været ballade mellem unge andengenerationsindvandrere og Århus politi.
- Jeg håber, at det er muligt at få talt dunder til dem, så de kan forstå, at det her er fuldstændig uacceptabelt, siger Louise Gade til TV 2 / Østjylland.
- Jeg vil sige min uforbeholdne mening om det, de har gjort. At det er forkasteligt og fuldstændig utilstedeligt. Og så vil jeg få dem til at forklare, hvorfor de har gjort disse ting og derefter forsøge at forpligte dem til ikke at gøre det en anden gang, fortsætter Louise Gade.