Borgmester: "Vi står bag aftale"
Borgmester afviser uro i byrådsgruppe
De seneste dage har været præget af historier om intern uro i den socialdemokratiske byrådsgruppe i Syddjurs Kommune, og om en genåbning af konstitueringsaftalen.
Nu fastslår den kommende borgmester, Jesper Mathiesen (S) dog i en meddelelse, at Socialdemokraterne har tænkt sig at stå fast ved den aftale som allerede er indgået:
- Jeg vil gerne slå fast med syv tommer søm: Socialdemokraterne i Syddjurs står fuldt og helt bag den aftale, som blev indgået på valgnatten mellem Socialdemokraterne, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, udtaler den kommende borgmester.
Se: Ballade om borgmesterposten
Ifølge Jesper Mathiesen stammer den tvivl som er blevet bragt på banen stammer fra ét enkelt medlem af byrådsgruppen. Den øvrige byrådsgruppe, og de øvrige medlemmer af Socialdemokraterne i Syddjurs har på et møde lørdag den 23. november 2013 godkendt den indgåede aftale.
- Vi skylder borgerne i Syddjurs Kommune, at den farce som udspillede sig i forbindelse med kommunalvalget i 2009 ikke gentager sig. Vi har i forbindelse med konstitueringen haft konstruktive forhandlinger med Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Resultatet er, at 19 af byrådets medlemmer står bag aftalen, siger han.