Borgmester: Vi har fået bedre styr på trafikken

I Norddjurs Kommune mener borgmesteren, at et øget fokus på farerne i trafikken har været gavnligt

Norddjurs Kommune har mistet 11,5 borgere per 10.000 indbyggere til trafikuheld i årene 2005 til 2015.

Det giver kommunen en af den slags førstepladser, man helst vil være foruden, når man måler antallet af trafikdræbte per indbygger i de østjyske kommuner. 

Læs også Bianca døde i trafikken: Forkert at lægge sine børn i graven

Men der er bedring at spore, lyder det fra borgmesteren i Norddjurs Kommune Jan Petersen (S).

- Der er foretaget rigtig meget generelt i Danmark, og det virker også hos os, og vi gør også noget selv for at få fjernet steder, hvor der er mulighed for ulykker. Vi har eksempelvis fået nogle rundkørsler, og det kan have en betydning, siger han. 

Læs også Norddjurs har flest trafikdræbte per indbygger

Han peger på, at tallene er i bedring i disse år.

- Vi er i øjeblikket på to trafikdræbte de seneste to år og én i 2016, og det er fem mennesker for meget, men det er også et udtryk for, at vi er kommet helt anderledes ned eksempelvis i forhold til det år, hvor der var 11 trafikdræbte, siger Jan Petersen (S). 

Se en grafik over antallet af trafikdræbte i Østjylland mellem 2005 og 2015.