Borgmester vellidt blandt vælgerne

Aarhusianerne er tilfredse med borgmester Jacob Bundsgaard (S)

Halvdelen af aarhusianerne er tilfredse eller meget tilfredse med Jacob Bundsgaard (S) som borgmester, viser meningsmåling.

Midtvejsvalget er tirsdag kommet til Aarhus Kommune, og derfor kigger TV 2 | ØSTJYLLAND nærmere på den politiske scene i Smilets By.

Meningsmåling: Venstre står til fremgang i Aarhus

I en meningsmåling, som analyseinstituttet Megafon har lavet for TV 2 | ØSTJYLLAND, svarer 50 procent af de 500 adspurgte, at de er tilfredse eller meget tilfredse med Jacob Bundsgaard som borgmester. 31 procent er hverken tilfredse eller utilfredse, mens 9 procent er utilfredse eller meget utilfredse. 9 procent ved ikke.

Aarhus er på vej i den rigtige retning

- Det er rart, at der er opbakning til det arbejde, man går og knokler med i hverdagen. Jeg tager det som et udtryk for, hvordan opfattelsen er af det samlede billede af, hvordan det går i Aarhus, og dermed at kommunen er på vej i den rigtige retning, siger Jacob Bundsgaard til tv2oj.dk.

Han fortsætter:

- Jeg tror, at det generelle billede er, at Aarhus er en by i en god udvikling, og at det smitter af på den her måling. Det er også et udtryk for et godt samarbejde i byrådet.

Her kan du få et overblik over, hvor tilfredse/meget tilfredse borgerne er med deres borgmester i de 10 østjyske kommuner:

Peter Sørensen, Horsens - 67 procent

Uffe Jensen, Odder - 64 procent

Marcel Meijer, Samsø - 59

Jørgen Gaarde, Skanderborg, 57 procent

Nils Borring, Favrskov - 57 procent

Jacob Bundsgaard, Aarhus, 50

Jan Petersen, Norddjurs - 48 procent

Claus Wistoft, Syddjurs- 44 procent

Claus Omann Jensen, Randers - 35 procent

Steen Vindum, Silkeborg - 28 procent

I forbindelse med midtvejsvalget sender TV 2 | ØSTJYLLAND tirsdag aften en politisk debat fra Stakladen i Aarhus direkte i fjernsynet. Se med fra klokken 19.30.