Borgmester trods bundplacering: - De unge er gode nok
Norddjurs' unge har Østjyllands laveste seksuelle sundhed, viser ny kortlægning. Men de unge er stadig gode nok, lyder det fra borgmesteren
Ubeskyttet sex, flere sexpartnere, tidlig seksuel debut og flere provokerede aborter.
Det er nogle af de faktorer, der kendetegner de unge i Norddjurs Kommune, og kommunen indtager en kedelig bundplacering, når det gælder unges seksuelle sundhed i Østjylland.
Læs også
Det viser en kortlægning af unges seksuelle sundhed, som VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - har foretaget for Sex og Samfund.
En kedelig nyhed, men borgmester Jan Petersen (S) i Norddjurs Kommune er fortrøstningsfuld.
- De unge i kommunen har måske lidt flere partnere end andre steder, men de er gode nok, siger Jan Petersen.
FORMÅLET MED UNDERSØGELSEN
Formålet er at give kommunerne et redskab til at vurdere den seksuelle sundhed og trivsel i kommunen, og den er især tænkt som et opslagsværk, hvor man for hver indikator på seksuel sundhed kan se sin egen kommune og sammenligne sig med andre kommuner.
Kortlægningen viser også, hvordan seksuel sundhed hænger sammen med forskellige sociale og demografiske forhold.
Kilde: Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Gratis kondomer er en mulighed
Borgmester Jan Petersen mener, at kommunen allerede gør meget for de unge, men at de altid kan gøre mere.
- Jeg vil meget gerne slå på tromme for, at vi kommer endnu mere i dialog med de unge om, hvad de har behov for, så fremtidige kampagner ikke kommer til at have en belærende tone. Jeg tror desuden, at nøglen er, at det er unge, der taler til unge, siger han.
Jan Petersen er allerede klar på at hjælpe de unge, men han understreger også, at han vil holde sig ude af den moralske del af aspektet.
- Det er ikke mit bord, om de unge har en lidt tidligere debut, eller om de har flere partnere. Men når det kommer til sundhed, vil jeg derimod gerne være med til at hjælpe de unge. Det kunne eksempelvis sagtens være med gratis prævention i form af kondomer, siger Jan Petersen.
Læs også
Indsatser på området
Men selvom de unge i Norddjurs har Østjyllands laveste seksuelle sundhed, så findes der allerede en række indsatser på området, der skal hjælpe og guide de unge.
Udover sundhedsplejens egne indsatser på blandt andet 5., 8. og 9. klassetrin, indgår de også i tæt samarbejde med SSP og ungdomsskolen UngNorddjurs.
UngNorddjurs afholder nemlig årlige temadage - også kaldet forebyggelsesdage - om seksuel sundhed. Der er én forebyggelsesdag for 8. klasse og én for 9. klasse, hvor der bliver afholdt forskellige workshops og oplæg med netværket 'Sexperterne' og med sundhedsplejen.
'SEXPERTERNE'
Gruppen har været aktiv i 2014, 2015 og 2016. Netværket var dog inaktiv i 2017, fordi medlemmerne flyttede til andre byer for at begynde uddannelse.
Men i 2018 bliver en ny gruppe af 'sexperter' dannet igen.
Og ifølge Keld Kristensen, der er konsulent i UngNorddjurs og SSP-koordinator, er det nogle vigtige dage for de unge.
- Vi er forpligtet til at oplyse så godt som muligt. Og så er det op til de unge at træffe valget. Men vi vil selvfølgelig gerne have dem til også at træffe nogle ordentlige valg, siger Keld Kristensen og fortsætter:
- Det er vigtigt, at vi giver dem noget med på vejen. Noget, hvor de reflekterer og tænker over nogle ting. Vi tror på, at de unge får noget med sig herfra, som de kan bruge på længere sigt, siger han.
Keld Kristensen påpeger også vigtigheden i, at snakken om seksuel sundhed ofte hæfter sig mere fast, hvis den kommer fra udefrakommende fremfor de unges forældre.
Her kan du se, hvordan det ser ud med de unges seksuelle sundhed i landets kommuner:
UNDERSØGELSENS DATA OG METODER
Til at kortlægge de unges seksuelle sundhed har vi brugt data fra forløbsundersøgelsen Årgang-95 indsamlet blandt 18-årige i 2014 (i alt 6.294 i spørgeskemadatasættet og 73.255 i registerdatasættet) samt aggregeret registerdata for de 15-19-årige i kommunerne fra 2015 og 2016.
Kortlægningen af kommunerne er lavet ved for hver analyseret faktor at beregne et kommunalt gennemsnit og derefter inddele kommunerne i fire lige store grupper (kvartiler). Tilhørsforholdet til hver af disse kvartiler er derefter illustreret ved hjælp af Danmarkskort, hvor hver kvartil tildeles en farvekode
Kilde: Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd